Asocial. Nazisterne hæftede betegnelsen på mere end 2000 danske mænd, der blev arresteret i slutningen af besættelsen. 430 af dem blev sendt i kz-lejr. Her blev de holdt uden for fællesskabet og havde enorme dødstal. De, der overlevede, kom hjem til et land, der ikke var klar til at modtage dem som ofre. De havde svært ved at opnå erstatninger og gled ud af den fælles historie om besættelsestiden. Det kom til at påvirke både deres og deres efterkommeres liv.

Klokken tre om natten den 27. september 1944 rullede politibiler, såkaldte salatfade, og ladvogne ud fra Politigården i København og fra Shellhuset i Kampmannsgade, hvor det tyske politi i Danmark havde hovedkvarter. I de dage var lyden af en benzindrevet bil som oftest lig med problemer. Tyskerne var blandt de få, der stadig havde adgang til brændstof og ikke måtte nøjes med brændefyrede generatorer. Men denne nat var det ikke sabotører og hemmelige agenter, der var politiets bytte. I stedet rullede bilerne ud i storbyens fattigkvarterer, hvor adskillige mænd blev hevet ud af sengen, beordret i tøjet og ført bort fra familien i en af de største aktioner, besættelsesmagten gennemførte i Danmark. Nemlig jagten på dem, der i nazistisk terminologi kaldtes Asoziale og Berufsverbrecher – asociale og vanekriminelle.

Aktionen i København den 27. september 1944 var den første af en stribe arrestationsbølger rettet mod såkaldte asociale og vaneforbrydere. Hen over de næste måneder blev tusinder af danske mænd arresteret ved store aktioner i København, Aarhus, Aalborg og Odense og ved enkelte nedslag i mindre byer. De såkaldt asociale og vanekriminelle var en blanding af subsistensløse, folk med plettede straffeattester, sortbørshandlere, alkoholikere, psykisk syge og arbejdsløse og andre, som tyskerne ikke mente hørte til i et ordentligt samfund - eller som tyskere eller danske håndlangere blot havde udset sig på grund af personlige fjendskaber eller modstandsarbejde.

Mere end 400 af dem blev sendt i kz-lejren Neuengamme, hvor det hårde slid, medfangernes foragt og lejrvagternes brutalitet tyndede voldsomt ud i dem i en grad, så ingen anden dansk fangegruppe havde større dødstal.

Historien om de asociale har i mange år været et glemt stykke danmarkshistorie. Men Tim Panduro har sammen med Maya Schuster kastet lys over dem i den velanmeldte bog De asociale - kz-lejrenes glemte danskere - www.gad.dk/de-asociale - der danner udgangspunkt for et medrivende foredrag. Foredraget kommer både omkring enkeltskæbner og de store linjer, der formede de asociale og vanekriminelles skæbne før besættelsen, under nazisternes herredømme og efter befrielsen, hvor Danmark ikke var parat til at se dem som ofre for nazisternes overgreb. Som gråzoneeksistenser i en tid, der kaldte på helte og skurkeberetninger faldt de uden for både den officielle historiefortælling og det gode selskab.

Fortællingen om de såkaldt asociale er på samme tid skæbnefortællinger, besættelseshistorie og socialhistorie. Det bliver levende formidlet i foredraget, der blandt andet runder den danske tilgang til racehygiejne og synet på de laveste sociale klasser og på, hvordan både børn og børnebørn af deporterede har oplevet det stempel, der lå og ligger i betegnelsen asocial.