For 12 år siden blev jeg indlagt på en psykiatrisk afdeling i forbindelse med en skilsmisse. Her fik jeg en diagnose, som det senere hen har vist sig, at jeg ikke kan få slettet. Når man først har fået en diagnose hænger man på den. I min optik har jeg aldrig fejlet, det de sagde, jeg fejlede, men var blot stresset og ked af det, hvilket er helt naturligt, når man er presset.

Filminstruktør Anahi Testa Pedersen har fulgt læge Peter Gøtzsche over en periode på fire et halvt år, hvor hun både har lært Peter at kende rent professionelt, men også har udviklet et venskab med ham. Filmen tager os med på Anahis rejse med en person, som hun synes er modig, og som hun på mange måder også kan identificere sig med. Peter er meget kritisk over for medicinalindustriens metoder og brugen af psykofarmaka i den vestlige verdens sundhedsvæsen. Anahi har selv prøvet at bruge psykofarmaka og har ligesom Peter en holdning til, hvad medicinen kan og ikke kan. Anahi og Peter kæmper begge to for det gode i vores verden, og filmen er således også en skildring af et møde imellem to ret så kompromisløse personligheder.

Instruktør Anahi Testa Pedersen har igennem mange år udviklet sin egen måde at fortælle dokumentaristiske historier på. I filmen "Diagnosing Psychiatry" kombineres hendes forkærlighed for historiefortælling igennem filmmediet med interessen for menneskerettigheder. Hun kommer og viser filmen og lægger op til efterfølgende debat, hvor hun både taler om tilblivelsen af filmen og om hendes egen historie og erfaring med psykiatrien. Der kan også laves foredrag, hvor hun viser klip fra filmen, så der på den måde er mere tid til snak og debat.

Anahi sætter også foredrag op, hvor hun sætter fokus på kreativitet som livsindstilling. Hun laver opgaver med publikum/personalet, hvor de udfordres til at bruge deres kreativitet, så de kan tænke og se anderledes på deres arbejdsopgaver. Hvilke kreative redskaber kan tages i brug, hvis der skal tænkes ud af boksen? og hvad betyder det at leve kreativt?