Psykolog Jette Gelbek

Psykolog Jette Gelbek

Prisniveau

Kr. 6.000 - 18.000

Hjemby

Områder

Varighed

2-7 timer

Profil

Hvis vi vil have de UNGE i TRIVSEL, så må vi sætte fokus på deres PSYKISKE SUNDHED.

Psykolog Jette Gelbek er forfatter til bogen " Hvad fuck er der galt med mig? ... Ingenting! ", der udkommer i september 2024. Bogen er en praktisk og humoristisk psykologibog skrevet til unge og deres netværk, der tager udgangspunkt i det psykisk sunde i os.

Jette formidler let, levende og humoristisk med et smittende humør. Som psykolog vender Jette vores vanlige psykologiske forståelse på hovedet, når hun formidler ud fra psykisk sundhed. Det giver en helt anden energi og et fornyet håb, når vi i stedet for at (komme til at) overpsykologisere de unge, taler om hvor roen kommer fra og hvordan det, der sker i os er naturlige og forbigående processer. Det er så let at komme til at tale om alt det, der er smertefuldt og ser forkert ud. Men... det vi har fokus på fylder. Ungdommen i dag er skabt præcis, som vi der blev født årtier før. Vi har alle evnen til at være i ro, være sociale, mærke kærlighed og til at være til stede i nuet. Det hjælper at vide, hvordan vi falder tilbage i roen og hvordan følelser forsvinder igen. De mekanismer har ikke ændret sig, selvom verden ser anderledes ud i dag.

Alle ønsker at have det godt i en hverdag, der glider. Det føles bedre at gå i skole med et let og lyst sind end et sind, der er fyldt med angste tanker, selvkritik og en oplevelse af at være nødt til at holde øje med, hvad andre tænker om mig. Når vores sind er roligt og klart, styrer vi nemmere uden om konflikter, vi er mere rummelige og fleksible og har det bedre med os selv. I kurset forklarer Jette, hvad der skaber angst, pres og andet følelsesmæssigt ubehag i hverdagen og viser vejen til bedre trivsel i ungdommen. Første trin til bedre trivsel er at forstå mekanismerne bag, hvad der skaber vores oplevelser. Når vi forstår sammenhængen, er det lettere at arbejde med sindets design i stedet for at modarbejde det, som vi let kommer til, hvis vi bliver urolige over vores følelsesmæssige reaktioner.

Eksempelvis er det ret almindeligt at have en oplevelse af, at verden ændrer sig, når vores sind formørkes af dårligt humør. Når vi er i dårligt humør, kan det opleves, som om det er forældrene, vennerne eller kravene, der har ændret sig. Måske oplever vi, at andre ikke lytter, at de er værre end de plejer, og vi kan opleve, at det er vores opgave at fikse det hele. Måske kender du det fra dig selv. Er det ikke sjovt at alt går galt på "en dårlig dag"? På en dårlig dag, er der altid mere vejarbejde, vi spilder kaffen, familien stiller for høje krav og vejret er dårligt. Vi lægger ofte ikke mærke til, at det er vores sind, der er formørket af tankeskyer, så det ser ud som om, alt er ændret. Dagen før generede vejarbejdet os ikke. Dagen før var kravene de samme, men vi tog en ting af gangen og vidste, at vi ville nå det, vi ville nå. Når humøret ændres, og vi ser mere klart igen, så opløses mange af de problemer, vi før så. Det var jo humøret, der farvede verden. Det var ikke verden, der var problemet. Det er utrolig hjælpsomt at kende til disse enkle principper. Hvis vi ikke er bevidste om at det er humøret, der går op og ned, så kommer vi til at opleve det som om vi skal fikse alt muligt; vores personlighed, vægt, karakterer, venskaber, vores forældre eller hvad vi lige får øje på, når humøret falder. Det er virkelig hårdt arbejde. Heldigvis er der en lettere vej - og det er det kurset handler om.

Selvom Jette tager psykisk sundhed meget alvorligt, så er kurset holdt i en let tone. Med humor, letforståelige forklaringer, eksempler fra terapien og sit eget liv viser Jette vejen til bedre trivsel, uden at i behøver at arbejde mere. Når vi forstår, hvordan sindet virker, og vi forstår, hvordan vores oplevelser bliver skabt fra øjeblik til øjeblik, bliver det lettere at være både at være til stede i hverdagen og at være med det svære.

Uddrag fra bogen, hvor en ung fortæller:

I samtalerne gik det op for mig, at meget af det, var mine tanker, der førte til videre tanker, som blev ekstreme tanker, som virkede ukontrollerbare, og så blev det min virkelighed. Det blev mit narrativ. Det blev jeg bevidst om. Før var jeg ikke bevidst om, at tankerne skaber den virkelighed, jeg oplever. Jeg blev bevidst om, at jeg rent faktisk ikke kan gøre noget, når jeg er i tankerne. Jeg kan ikke styre de konkrete situationer med mine bekymringstanker. Tankerne begrænsede mig vildt meget og skabte dårlige følelser.

Jeg kunne tænke: ”I morgen skal vi have dette fag. Hvor skal jeg sidde henne? Hvem skal jeg spise frokost med?” Jeg forestillede mig, de andre ikke satte sig sammen med mig, og tænkte: ”Så er det fordi, de ikke kan lide mig.” Jeg blev bevidst om, at jeg ikke kan læse deres tanker. Jeg kan ikke tænke deres tanker. Jeg kan kun tænke mine egne tanker. Vi snakkede også om, at jeg ikke er en spåkone. Det er åndsvagt at prøve at forudsige fremtiden, når jeg ikke er spåkone. Der kan ske så meget.

I starten da jeg blev bevidst om, at tankerne ikke forudså noget som helst, tog jeg i skole uden at tænke ”uha hvor skal jeg sidde?” Det overraskede mig, at mine klassekammerater mødte mig anderledes end hidtil. De var mere snakkesalige end før. Jeg havde forudbestemt, hvordan de ville agere og sat dem i en kasse. Det tror jeg, de kunne mærke. Nu fik de mulighed for at vise, hvem de var, og ikke hvad jeg tænkte, de var. Jeg havde ikke troet, de ville sidde sammen med mig, spørge ind til mig og spise frokost sammen. Jeg troede, de var ligeglade med mig. Jeg sagde i første samtale, at jeg ikke var god til relationer, men det er bare en tankefortælling om mig selv. Nu ved jeg, at mine tanker slører, hvordan mine relationer er. Det er ligesom at se ud igennem snestormen fra snekuglen. Det hjælper at være i nuet. Så ser jeg de andre mere klart og de har bedre mulighed for at lære mig at kende.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jette skræddersyr oplægget hver gang, så i kan vinkle oplægget om psykisk sundhed som i vil.

Ideer til oplæg:
-angst; social angst, præstationsangst, panikangst
-stress, og hvordan stress kan være en hjælpsom indikator på vejen tilbage til ro og tilstedeværelse
-konflikter
-familie
-pres, forventinger og ambitioner
-selvtillid og selvværd
-diagnoser...

Autoriseret psykolog Jette Gelbek er Cand. Psych. fra Københavns universitet i 2001. Jette arbejder pt som selvstændig psykolog med egen praksis i Stenløse, Sjælland. Jette betjener sideløbende to gymnasier, hvor hun har samtaler med de unge med udgangspunkt i psykisk sundhed. Jette er tidligere PPR psykolog med 14 års erfaring på specialskole for elever med ADHD og autisme. Jette har en 2 årig metakognitiv efteruddannelse og er 3PGC practitioner. Herudover har Jette selv 3 børn. En pige på 12 år og to unge fyre på 20 og 24, der er flyttet fra reden.

Kontakt Psykolog Jette Gelbek

Kontakt Psykolog Jette Gelbek via formularen her, så vil Psykolog Jette Gelbek vende tilbage hurtigst muligt. Det er gratis. Du er ikke forpligtet til at benytte det tilbud du modtager.