En ærlig fortælling om mange års alkoholmisbrug, det langsomme selvmord. Det bliver gjort på en humoristisk måde, men alvoren bag er ikke til at tage fejl af.

Jeg har været misbruger af alkohol i 20 år, ikke anonymt, men på bænke rundt omkring. Har været hjemløs i perioder. Min fortælling er ærlig og autentisk om, at være født ind i misbrug, at hade alkohol som pest, men alligevel blive en stor fan af brændevin. Jeg har stor viden om unges forbrug af alkohol og euforiserende stoffer og er kritisk i forhold til, hvordan skole/samfund håndterer det.
Jeg har selv selvmedicineret for ikke at stresse, men alligevel meldte jeg mig til mere og mere, for ikke "at mærke mig selv"
Har en hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse, som er MEGET svær at dæmpe, også for nu om dage.
Jeg taler om tilgang til misbrugere, eller de, som er i faregruppen. Om adfærd og faresignaler ved unge, som er "på kanten". Jeg har første gang tilgode at tale til, eller tænke nedsættende om et menneske, eller stigmatisere eksempelvis på grund af misbrug. Jeg er meget ressource orienteret og taler om det mennesker kan, ikke det de ikke kan, for det kan i virkeligheden ikke bruges til noget som helst.

De sidste år er jeg blevet bekræftet i min tese om, at der ude i sportsklubber er stor tvivl om, hvordan frivillig kan hjælp børn af forældre med misbrug, hvilket jeg sætter stort fokus på.

Og så er det min livslange erfaring der siger mig, at der er firmaer og foreninger, hvor alkohol og for den sags skyld stoffer "bliver glemt" måse gemt, gjort legalt eller ikke italesat som et problem.

Jeg er villig til at "rykke" ud, hvis der er et stedsom får akut afbud.