Lad Hjertet Tale
Profil
Lad Hjertet Tale er en musikalsk duo, som med afsæt i stor kærlighed til Højskolesangbogen, leverer en koncertoplevelse med fortolkninger af de største klassikere fra den danske sangskat. Undervejs krydres med fortællinger om sangene og deres historiske, kulturelle, åndelige og ikke mindst personlige betydning.
En koncert med Lad Hjertet Tale er en musikalsk genopdagelse af sange, som via Højskolesangbogen er udødeliggjort og som på hver deres måde afspejler vores danske kultur, historie og mentalitet – og hvis indhold for mange er en hjertesag.
Mange af sangene kender vi fra traditioner, hvor fællessang indgår. Lad Hjertet Tale har kælet for de musikalske detaljer, så der er tale regulære koncert-versioner af sange vi kender. Det giver en ny vinkel at lytte til fortolkninger, hvor betoning, instrumentering og frasering skiller sig lidt ud fra traditionen.
Lad Hjertet Tale består af:
Niels Brostrøm Overgaard på klaver, fløjter og saxofon.
Niels begyndte på musikken som 7-årig og har spillet i Danehofgarden i Nyborg og senere i forskellige rytmiske bands i det århusianske musikmiljø. Han har bl.a. studeret musikvidenskab på Karlsuniversitetet i Prag og arbejder i dag som sognepræst, hvor han også inddrager musikken i sit arbejde med konfirmander og med at komponere musik til nye salmer.
Mikkel Juel Hansen på guitar og sang.
Mikkel begyndte at spille tværfløjte som 9-årig, men efter et par år trak guitaren mere i ham. Han modtog undervisning i klassisk guitar indtil teenageårene, hvor han begyndte at spille rockmusik med kammeraterne. Det er blevet til mange år i forskellige rytmiske bands, hvor der er blevet spillet til at hav af fester. Mikkel er uddannet inden for kommunikation og formidling og spiller også som solomusiker og DJ til f.eks. bryllupper og firmafester.
Lad Hjertet Tale kan bookes til kirkekoncerter, foreningsarrangementer, skolekoncerter, sognehuse, forsamlingshuse, biblioteker, kulturinstitutioner, spillesteder, cafeer og hvor der ellers måtte være hjerte- og lytterum.
Kontakt Lad Hjertet Tale
Kontakt Lad Hjertet Tale via formularen her, så vil Lad Hjertet Tale vende tilbage hurtigst muligt. Det er gratis. Du er ikke forpligtet til at benytte det tilbud du modtager.